Udviklingen af interventionel kardiologi
Interventionel kardiologi er en gren af kardiologi, der specifikt beskæftiger sig med kateterbaseret behandling af strukturelle hjertesygdomme. Andreas Gruentzig betragtes som faderen til interventionel kardiologi efter udviklingen af angioplastik af interventionel radiolog Charles Dotter.
Mange procedurer kan udføres på hjertet ved kateterisering. Dette involverer oftest indsættelse af en kappe i lårbensarterien (men i praksis enhver stor perifer arterie eller vene) og kanylering af hjertet under røntgenvisualisering (oftest fluoroskopi). Den radiale arterie kan også bruges til kanylering; denne tilgang byder på adskillige fordele, herunder tilgængeligheden af arterien hos de fleste patienter, let kontrol af blødning selv hos antikoagulerede patienter, forbedring af komforten, fordi patienterne er i stand til at sidde op og gå umiddelbart efter proceduren, og næsten fraværet af klinisk signifikante følgesygdomme hos patienter med en normal Allen-test. Ulemper ved denne tilgang omfatter spasmer i arterien og smerter, manglende evne til at bruge større katetre, der er nødvendige i nogle procedurer, og mere strålingseksponering.
De vigtigste fordele ved at bruge den interventionelle kardiologiske eller radiologiske tilgang er undgåelse af ar og smerte og lang postoperativ restitution. Derudover er interventionel kardiologisk procedure for primær angioplastik nu den gyldne standard for behandling af et akut myokardieinfarkt. Det involverer udtrækning af blodpropper fra tilstoppede kranspulsårer og udlægning af stents og balloner gennem et lille hul lavet i en større arterie, hvilket har givet den navnet "nålehulskirurgi" (i modsætning til "nøglehulskirurgi").






